Ungdomsoprøret
Nogle år efter 2. verdenskrig rullede en stor bølge af velstand ind over den vestlige verden. Det blev på det tidspunkt almindeligt med køleskab, fjernsyn og anden luksus, som ellers var helt uhørt for den voksne generation. Den voksne generation, der altid måtte kæmpe for at få mad på bordet, havde født en generation, som ikke kendte til det fulde omfang af alle forældrenes kampe for at tjene penge nok til ikke at gå sultne i seng. Så uden det konstante pres for at tjene penge nok, var der massere af tid til at filosofere over tilværelsen, og det var også i 60'erne at folk begyndte at blive mere politisk bevidste. Derudover gjorde den forøgede velstand også, at der var flere, der kunne betale for en universitetsuddannelse.
Den længere uddannelse gjorde at man kom senere i arbejde, og dermed blev der ungdommen, som vi kender den i dag skabt. De unge startede deres helt egen kultur, med langt hår og elektrisk rockmusik. Den unge generation skabte på den måde en kløft til den ældre generation, der på trods af den økonomiske velstand, stadig var tro mod mange konservative dyder. Og mange af disse ting, var stærkt medvirkende til studenteroprøret i 1968, men oprøret var ikke udelukkende en dansk ide. Der var mange andre oprør. Et af de første var protesten mod Vietnam-krigen.
Den 7. august 1964 var USA uofficielt i krig med Nordvietnam. Det var dog først tre år efter, at den unge del af befolkningen begyndte at gå i mod krigen. Den første del af ungdomsoprøret bestod mest i at ryge hash og lade ens hår gro langt, mens man levede efter mottoet "make love, not war". Men i 1967 begyndte "hippierne" at gå mere ind i politik og det kulminerede i 1968, da en stor flok unge samledes i Chicago for at demonstrerer mod Vietnam-krigen. Demonstrationen gik langt over grænsen og startede noget, der mindede om borgerkrigstilstande. Men demonstrationen i Chicago var ikke det eneste store oprør i 1968. I Frankrig overtog unge studerende universiteterne under mottoet "Fantasien til magten", og i Danmark gjorde vi det samme.
Året er 1968, datoen er 19. april. Vi befinder os ved Københavns tekniske universitet, i det Psykologiske Laboratorium. Det Psykologiske Laboratorium udgør øverste etage af Studiegården, og dens 25 lokaler er blevet blokeret med borde og bænke, som omkring 200 psykologistuderende har hentet fra Studiegårdens 1. sal. Fire dage senere indgår de studerende en aftale med lærerne og Rektor Mogens Fog, om mere medbestemmelse, og et studienævn med lige mange lærere og elever nedsættes. Oprøret har altså været en succes.
Inden oprøret brugte eleverne en masse timer på at gennemtænke forskellige metoder til at få mere medbestemmelse. Mange hundrede elever mødtes flere gange efter skole for at diskutere sagen. Men hvorfor brugte eleverne så meget af deres fritid på at diskutere sagen? Det vidner om at, der var noget helt galt med skolesystemet. Det var der også. Det altoverskyggende problem var, at rektoren og professorerne på universiteterne havde meget stor magt, over universiteterne og politikerne ikke havde. Rektorerne og professorerne kunne gøre næsten, hvad de ville. Hverken politikerne eller eleverne, havde nogen særlig stor indflydelse. Specielt elevernes mening blev ikke taget seriøst. Godt nok blev der lavet planer for udviklingen af universiteterne, men de ændrede ikke noget på universiteternes interne styre. Så rektorer og lærere kunne stadig organisere undervisningen som de lystede. Så der var tydeligt noget galt, og elevernes oprør ulmede under overfladen. Carl Weltzer, som nu er psykolog ved studenter rådgivningen i Aarhus, var en af de første, der gjorde noget synligt, han fortæller ”Var vi en 4-6 psykologistuderende der udstyrede os med en 5 meters brandstige, der hang på siden af et kondemneret baghus med gavl op til Studiegården (ml. Studiestræde og Skt. Pedersstræde). Den sneg vi os hen ad Studiestræde med og ind i Studiegården, hvor vi på baghusets gavl med bred pensel og sort plasticmaling skrev: BRYD PROFESSORVÆLDET, MEDBESTEMMELSE NU!
Det var startskuddet til oprøret og senere samme dag arrangerede eleverne et møde, hvor stort set samtlige psykologistuderende dukkede op. På det tre timers lange møde diskuterede de, hvordan de kunne få mere medbestemmelse. De blev enige om at boykotte undervisningen næste dag og bruge hele den næste uge som debat-uge. Debat-ugen blev brugt på at afholde forskellige møder, hvor eleverne debatterede, hvordan man kunne ændre undervisningsformen og undervisningens indhold. Da ugen var færdig, havde eleverne lavet nogle konkrete krav som de ville have indført. Et af kravene var f.eks. at skriftlige afleveringer skulle afleveres anonymt under nummer i stedet for med navn. Efter debat-ugen blev der ved med at være møder, men færre og færre elever dukkede op til møderne. Eleverne valgte så at besætte laboratoriet pga. gejsten var faldende, og besættelsen viste sig at give massere af gejst, og det første rigtig store skridt mod medbestemmelse og bedre undervisningen.